swipegesture

Sammensæt en succesfuld studiegruppe

Forskellighed og forventningsafstemning er et godt udgangspunkt for at skabe gode resultater sammen i en gruppe. Du får her gode råd til, hvordan du sammensætter din studiegruppe.

Artikel 7 Min.
af Sanne Juel

Forskellighed og forventningsafstemning er et godt udgangspunkt for at skabe gode resultater sammen i en gruppe. Du får her gode råd til, hvordan du sammensætter din studiegruppe.

Insight-modellen

Inden for personlighedsudviklingsværktøjer arbejder CA med modellen 'Insight'. I grove træk inddeler den persontyper i fire forskellige grupper. Forenklet kan man sige, at:

  • IldRød farvetype:
    Repræsenterer en ekstrovert person, der er: foretagsom, beslutsom, viljestærk, energisk, målrettet, resolut og konkurrerende. Rød søger udfordringer og resultater. Fokus er på at organisere den ydre verden. 'Røde' kan være utålmodige, og under pres kan de virke dominerende, utålmodige, bedrevidende og kontrollerende.

  • HavBlå farvetype:
    Repræsenterer en mere introvert person, som er: objektiv, stabil, behersket, analyserende, systematisk, undersøgende og metodisk. Som type forsøger blå først at forstå og foretrækker, at ting er korrekte og pålidelige. Blå kan være bange for at blive til grin. Går op i kvalitet. På dårlige dage kan blå personer blive bekymrede og gå i stå, måske endda virke lidt smålig, pernitten, kold, distanceret, overkritisk, udiplomatisk og nærtagende.

  • SkovGrøn farvetype:
    Repræsenterer en introvert person, som er: pålidelig, diskret, betænksom, tålmodig, rolig, forstående, loyal, udholdende og venlig. 'Grøn' søger først og fremmest harmoni og er ikke meget for forandringer. Grøn er villig til at hjælpe venner. Samtidig kan bagsiden af medaljen være egenskaber som: stædig, ubeslutsom, undvigende, overfølsom, opgivende, afventende, forsigtig og modstræbende.

  • SolGul farvetype:
    Er den overbevisende, udadvendte, entusiastiske, optimistiske, kontaktskabende, dynamiske, iderige og selvstændige person. Gul søger anerkendelse og popularitet og elsker sociale omgivelser. 'Gule' er ofte optimistiske og har fokus på glæde og engagement. På dårlige dage er personen impulsiv, hektisk, indiskret, højrøstet, uorganiseret, overfladisk og ustruktureret.

Det siger næsten sig selv, at sammensætter man en gruppe med disse fire forskellige persontyper, er alle egenskaber repræsenteret. Der er udadvendte og indadvendte typer. Tænkende og emotionelle typer. Der er resolutte personer, som får rykket, og undersøgende typer der analyserer. Samtidig er der en type, der er diplomatisk, og igen en solgul der er kontaktskabende. Alle egenskaber er lige vigtige, og der er brug for alle kompetencer for at nå et komplet resultat. Tænk over, hvem af dine studiekammerater du ville kunne sætte sammen på denne måde, så hver farvegruppe repræsenteres i din studiegruppe.

Forskellighed danner baggrunden for, at gruppens effektivitet er større end de enkeltes effektivitet. Både fagligt og personligt. Giv tid til, at alle bliver hørt og kommer i tale. Både ekstroverte og introverte.

Sikre og usikre typer. Beslutsomme og udglattende. Det er ofte mere krævende at arbejde sammen med typer, der er forskellige fra en selv, da det kræver rummelighed og tålmodighed. Til gengæld kan resultatet blive bedre, da flere aspekter vendes og drejes, og man ser på opgaven forskelligt alt efter, hvilken type man er.

Sørg gerne for at diskutere følgende i gruppen (afstemme forventninger):

  • Hvad er gruppens mål?
  • Definer deadline. Lav delmål med tidsangivelser. Sørg også for at indlægge pauser.

  • Hvad bidrager hver især med? Hvad er jeres kompetencer hver især? Hvem er god til hvad?

  • Hvad forventer I af hinanden? Fagligt og socialt? Ambitionsniveau? Vil I bestå, eller går I efter 12? Hvad er realistisk med hensyn til fremmøde, afleveringsfrister og research.

  • Konsekvens hvis aftaler ikke overholdes..., hvad gør gruppen så?

  • Aftal, hvordan I kan gøre arbejdet i gruppen sjovt, lærerigt og udviklende, så når opgaven er færdig, kan I kigge tilbage på en god oplevelse.

  • Hvad skal der til, for at I hver især trives og har det godt? Snak om studievaner, arbejdsmønstre, gruppearbejde kontra selvstændigt arbejde.

  • Husk undervejs at 'fejre' jer selv. Altså middag, flødeboller, biograf eller andet I finder glæde ved, og som skaber sammenhold.

  • Lær at tænke; når der opstår problemer, handler det ofte om uopfyldte ønsker. Så tal åbent om, hvad I har brug for, og find så løsninger.

10 tips til at skabe succesfuldt gruppearbejde:

  1. Sørg for, at alle blive hørt (lær at lytte, og lær at spørge)

  2. Snak om det, der går jer på

  3. Styrk hinandens selvtillid

  4. Skab en god atmosfære i gruppen til alles bedste. Alle er lige ansvarlige.

  5. Tag en runde, hver gang I mødes, og lad hver enkelt fortælle, hvordan han/hun oplever at være i gruppen og i jeres arbejdsproces (start med fokus på noget, der går godt og fortæl måske, hvordan det kunne gøres bedre) og derefter lad hver enkelt være ansvarlig overfor, hvordan han/hun kan bidrage yderligere i gruppen.

  6. Struktur på møderne. Er der en ordstyrer ved møderne, og skal det gå på omgang at være ordstyrer?

  7. Afsæt tid til eftertænksomhed. Hvor langt er I nået i processen? Er der noget, der skal genevalueres? Holder problemformuleringen etc.? Kig også fremad, og snak om nye afsnit, og hvad der ellers er relevant at bringe på banen.

  8. Ved skriveblokeringer - SKRIV. Uanset om det er noget sludder. Skriv. Så kan I rette til senere.

  9. Ved problemer - snak om det. Søg eventuelt hjælp udefra. Studievejleder, mentorer, ældre elever. Det er i krise, I alle udvikler jer.

  10. HUSK, det handler også om kemi mellem mennesker. Så vælg din studiegruppe med henblik på, hvem du respekterer, og hvem du går godt i spænd med.

Bemærkninger: Insights er ikke en test - men en beskrivelse af en persons kompetencer - både på gode og dårlige dage. Insights kan bruges til egen erkendelse og udvikling af grupper (fælles tolkning). Der findes ikke en god/dårlig profil. Nogen er blot bedre indenfor nogen områder end andre. Insights er et udviklingsværktøj og ikke den endegyldige sandhed om en person. Et fingerpeg om kompetencer og personlighed.

Som CA-medlem har du mulighed for at blive klogere på din personprofil - dog bruger vi ikke Insights men PeopleTest. Deltag fx i webinaret Styrk dig selv og dit team, hvor du efter kan tage en test med tilhørende rapport på din teamrolleprofil.