swipegesture

Sådan søger du job om sommeren

Artikel
af Ole Strand - CA Karrierepartner og a-kasse

Måske har du bemærket det. Der bliver slået færre job op i juli, end de øvrige måneder. Ikke så mærkeligt, for mange virksomheder venter med at slå stillinger op til chefen og HR er tilbage efter ferien.

Det sætter ekstra pres på jobsøgningen, for der skal stadig søges 2 job om ugen - og mindst et af dem skal være en opslået stilling.

Så hvad gør en klog jobsøger, når det kniber med de relevante jobopslag?

Det har jeg talt med nogle af CA’s karriererådgivere om, og deres bud er:
• Søg bredere end normalt.
• Skru op for den uopfordrede jobsøgning.
• Træk på dit netværk.
• Adskil ferie, fritid og jobsøgning

Søg bredere

Det giver altid god mening, at søge de jobs, der matcher din profil. Men hånden på hjertet. De matcher jo sjældent 100%.

Så tag handsken op og tjek de stillingsopslag en ekstra gang, som du måske ellers ville swipe videre fra.

Kunne der alligevel være et match? Eller et udviklingspotentiale, så det kunne blive et match med tiden? Tag en snak med din kommende chef og få hans/hendes input på, om det kunne være en fordel med en lidt skæv profil til jobbet.

Og tjek de job, der ligger længere væk geografisk, end dem du normalt søger. Måske kan fx fleksible arbejdstider eller hjemmearbejde kompensere for den ekstra transporttid.

Søg uopfordret – kontakt virksomhederne

Der er ikke mange stillingsopslag i juli. Men de ligger i skuffen og venter på at alle er oppe i gear efter ferien. Så hvad nu, hvis du kommer stillingsopslaget i forkøbet, og søger uopfordret hos den virksomhed, som skal til at ansætte.

Her får du et par gode artikler og værktøjer, som kan hjælpe dig med at søge uopfordret:
Sådan søger du uopfordret 
Her er det usynlige jobmarked 
Brug gamle stillingsopslag på Jobindex til at finde relevante personer og virksomheder. 
• Find og research på virksomheder med virksomhedsdatabasen Lasso X

Brug dit netværk - og udvid det

Tag fat i dit netværk. Hvis de er på job, har de måske god tid til en kop kaffe og en snak, mens resten af afdelingen er på ferie. Og ellers så lav aftaler til august, når de fleste er tilbage.
• Snak med dine tidligere kolleger/chefer.
• Følg beslutningstagere på Linkedin og connect med dem.
• Eller helt konkret: Find 5 virksomheder, du er nysgerrig på og giv dem et kald.

Spørg, hvad de skal arbejde af projekter efter sommerferien, og hvad de regner med der skal ske på ansættelsesfronten i 3. og 4. kvartal.

Lyder det grænseoverskridende?

Her er nogle gode tips til, hvordan du får overblik og bruger dit netværk og hvordan du netværker strategisk på LinkedIn.

Adskil ferie, fritid og jobsøgning

Det er naturligvis vigtigt at komme i arbejde igen. Men det er også vigtigt, at du som ledig giver dig selv lov til at holde fri fra jobsøgningen.

Hvis du ikke holder fri indimellem og gør noget, du har lyst til, får du ikke ladet batterierne op igen, og så kører du død i jobsøgningen. Se jobsøgningen som ethvert andet arbejde og planlæg tiden efter det.

Lav en fast arbejdstid for din jobsøgning. Hold styr på, hvornår du er på arbejde, og hvornår du holder fri. Sørg for at holde weekend og ferie, så du kan lade op sammen med familie og venner.

Og hvis du holder ferie, så lad være med at søge job i ferien – medmindre det virkelig er drømmejobbet og du ikke kan lade være; så afsæt fx en halv eller hel dag til det, så det ikke flyder sammen med resten af ferien.