swipegesture

Er dit CV ansøgningsklart? Sådan opbygger du et godt CV

Ud med standard CV'et! CA guider dig igennem opbygningen af et godt CV. Få svar på, hvad du absolut skal have med – og hvad der er mere 'nice' end 'need'.

Artikel 9 Min.
af Lars Ulrik Jeppesen

Ud med standard CV'et! CA guider dig igennem opbygningen af et godt CV. Få svar på, hvad du absolut skal have med – og hvad der er mere 'nice' end 'need'.

Hvornår har du sidst spurgt dig selv, om dit CV er ansøgningsklart? Ledigheden ligger på omkring 6 % blandt alle CA’s medlemmer og omkring de 35 % for dimittenderne, så der er konkurrence om de spændende job. Der skal søges adskillige stillinger og ikke mindst konkurreres med andre ledige, om at komme op i udbrydergruppen og et par hestehoveder foran hovedfeltet af ansøgere.

Overbevis på maksimalt to minutter – hører du til blandt topkandidaterne?

Dit CV er din adgangsbillet til at komme videre.

Mange af dem, jeg møder i mit arbejde som karriererådgiver, er overbeviste om, at det er ansøgningen, der er det vigtigste – det er det ikke!

Tro mig – i ni ud af ti tilfælde er det CV’et, der tæller, når den første udskillelse af ansøgerne finder sted. Jeg har gennem de seneste 10 år selv rekrutteret eller hjulpet andre virksomheder med at rekruttere omkring 100 personer til job, så der har vel i alt været 5-10.000 ansøgere at vælge imellem.

Hver gang har CV’er været det vigtigste dokument – det er i CV’et, du skal lægge din energi. Det er CV’et, der er din adgangsbillet til step 2 (jobsamtalen).

Den store udfordring er, at du max har to minutter til at overbevise den, der rekrutterer om, at du er den rigtige til jobbet (eller i det mindste, at man med dig til jobsamtale ikke bliver skuffet). Det betyder, at du skal fatte dig i korthed, skrive i bullits og ikke mindst benytte dig af KISS modellen (Keep It Short and Simple).

Ud med standarden – ind med Brutto-CV’et

Mange bruger et standard-CV og tror, at det er godt nok. Der må jeg desværre igen skuffe dig. Det er det ikke! Den rutinerede rekrutteringskonsulent eller HR-manager gennemskuer det på tre millisekunder, hvis du har brugt en standard – og så ryger du ’ud til højre’.

Til gengæld kan der ligge en stor fordel for dig i at bruge lidt tid på at udarbejde et Brutto-CV. Brutto-CV’et er kort fortalt dit samlede CV i bredeste forstand. Ét CV der rummer alt, hvad du rummer – faglighed, personlighed, uddannelse, erhvervserfaring med videre. Intet er for stort, intet er for småt, intet er udeladt.

Du skal IKKE sende dit Brutto-CV til virksomhederne. Men du skal bruge Brutto-CVet som et slags pluklager fra job til job. Til job A, som du søger, er det måske erfaringsbullet 1, 5 & 8 fra uddannelse og erfaringsbullet 2, 5 & 7 fra dine jobs m.m., som du skal satse på. Til job B, som du søger, kan erfaringsbullet 2, 3, & 5 fra din uddannelse og erfaringsbullet 1, 6 & 7 fra job m.m. være dem, der er mest relevante.

På den måde får du sparet tid, og samtidig viser du, at du har tænkt over, hvad der er vigtigst at have med til det job, du søger. Du får udvalgt dine bedste ’Selling Points’.

'Flash' dine akademiske kompetencer - ikke mindst som nyuddannet

Alt for mange nyuddannede har en overbevisning om, at ”Jeg kan jo ikke noget! Jeg har ikke fået nogen kompetencer fra mine seneste 16-17 års skolegang! Så hvad skal jeg skrive for at overbevise virksomheden om, at jeg skal være den udvalgte?”.

Helt ærligt – hvis du ikke tror på dig selv, hvordan kan du så forvente, at andre skal gøre det? Kompetencer er ikke noget, du først begynder at indsamle, når du starter din erhvervskarriere – indsamling af kompetencer er noget, du har trænet til hele livet igennem.

Så kom ind i kampen, tag ’JA-hatten’ på, og få sat ord på dine kompetencer. Også de akademiske af slagsen fra din studietid.

Eksempler på vigtige akademiske erfaringer kunne være:

  • Problemidentifikation & behovsafdækning

  • Organisering & ledelse af projektarbejde

  • Data-sammenligning & data-filtrering

  • Innovations- og kreativitetsprocesser

  • Kommunikation & formidling i skrift & tale

  • Team-performance og team-dynamik. 

Dette er områder, som du med sikkerhed har erfaringer med – og ofte langt mere erfaring end mange i erhvervslivet. Din udfordring er bare, at du ofte tager det for givet og ikke tænker på det som kompetencer – og det er en fejl. Så bare kom i gang, og beskriv dine erfaringer.  

Hvordan opbygger du så et godt CV?

Alle har holdninger til, hvad der er IN og OUT i et CV – neden for får du mine holdninger, som du kan bruge til inspiration.

Du kan også få mere direkte og personlig hjælp og rådgivning. Det er ofte en god idé at få en karriererådgiver fra CA a-kasse til at hjælpe dig.

'Must have' i CV’et 

CV-layout: Dette er vigtigt! Du har kun to minutter til at overbevise læseren (modtageren) om, at du er den rette kandidat til jobbet. Gør dit CV let at overskue – split årstal op fra indholdet og få så meget skrevet i bullets som muligt. Det gør det lettere at læse.

Kontaktdata: Det er næsten givet – gør det let for virksomheden at få fat i dig (både elektronisk, telefonisk og via brevpost). Dog kun ét telefonnummer og én e-mailadresse.

Tidslinje: Den skal være omvendt kronologisk – forstået således, at dine seneste erfaringer er mest værd, så de skal præsenteres øverst.

Uddannelse: Er naturligvis vigtigt. Vi skal vide, hvad du har læst og hvor. Men derudover er det dig som ressource, du skal markedsføre, og ikke uddannelsesinstitutionen. Derfor, fortæl mere om dine faglige fokusområder.

Erhvervserfaring: Er naturligvis et af de vigtige områder i CV’et. Der kan ligge mange ’selling points’ her. Fokus på ARBEJDSOPGAVER (de siger noget om dine erfaringer, som sikkert kan bruges i andre sammenhænge), OPNÅEDE RESULTATER (hvad du har hjulpet virksomheden med at skabe af resultater – øget salg, reduceret omkostninger, nået dit target, blevet månedens medarbejder, forbedret markedsføring & branding for virksomheden…) og ikke mindst dit UDBYTTE (hvad har du fået af nye spidskompetencer fra dine jobs, som du kan omsætte til resultater i et kommende job). Husk, at kompetencer kan overføres mellem forskellige kontekster. 

Kurser/Anden Kompetenceudvikling: Hvad har du ellers været på af uddannelse, eller har du fået specielle certificeringer, som du kan få brug for i dit kommende job?

Sprog & IT: Dette er vigtigt at få med. Virksomheden skal vide, hvad du kan og på hvilket niveau. Den bedste måde at afdække dit niveau er ved at gå på de store jobportaler (Jobindex.dk, Stepstone.dk …) og bruge deres terminologi – så taler du et sprog, som modtageren forstår. Hvis du i øvrigt er på avanceret niveau på Excel og på almindelig niveau på Word og PowerPoint fra Office-pakken, så skriv det klart og tydeligt i CV’et.

Andre interesser: Virksomheder vil gerne vide lidt om, hvad du ellers interesserer dig for. Dette er ikke de væsentligste område i CV’et, men det kan være en ’Ice Breaker’. Det er specielt interessant med eliteidræt og andre områder, hvor du er vant til at sætte mål for dig selv, arbejde med at nå og realisere personlige målsætninger.

Referencer: Med mindre virksomheden spørger efter referencer, karakterer, udtalelser og anbefalinger (typisk for de store konsulenthuse), så lad være med at skrive hele referencelisten i CV’et. Skriv i stedet, at du har en referenceliste, og at du meget gerne vil sende den (eller udlevere den til dem). Du kan tage alle dokumenterne med til samtalen, så har du også mulighed for at kontakte dine referencepersoner og minde dem om, at de nu kan forvente at blive kontaktet.

'Kan have' i CV’et

International erfaring: Har du arbejdet i udlandet, været på udveksling eller i Internship i udlandet flere gange, kan du med fordel samle disse erfaringer i et punkt, som du kan kalde international erfaring. 

Foto: Brug et vellignende og professionelt foto i CV’et, så husker de dig bedre.

Frivilligt arbejde/tillidserhverv: Det er noget, der efterspørges ret meget i de senere år. Husk blot at skrive, hvad du har fået ud af det – igen er dine udbytter det mest interessante.