Sådan forbereder du din MUS på 10 minutter
Det er altid en god ide, at bruge god tid på at forberede dig til din medarbejderudviklingssamtale (MUS). Men hvis det kniber med tiden er her et quickfix til, hvordan du kan forberede til din MUS på 10 minutter.
Du kender det sikkert godt. Du er blevet informeret om dette års MUS – medarbejderudviklingssamtalen - for pænt længe siden og du har haft drøn travlt på jobbet – og nu er den her.
Så hvordan får du en god og udbytterig samtale uden at bruge lang tids forberedelse?
– ja, det mest ideelle ville være at bruge et par timer fordelt over et par omgange. Hvis det nu ikke er en mulighed, så kan man komme langt med 10 minutters fokuseret og veldisponeret præcis indsats og så gøre lidt mere ud af opfølgningen.
MUS på mange måder
Jeg har fungeret som leder i både større internationale virksomheder med høje krav til compliance og helt små start-up virksomheder med få ansatte og meget beskedne HR-systemer.
Som tidligere HR Business Partner i Welltec og Siemens har jeg vejledt ledere og medarbejdere i hvordan MUS-samtalerne kan indgå som en vigtig del af den agenda, der er i afdelingen og virksomheden samtidig med at de favner de ambitioner og drømme du som medarbejder har.
Derfor har jeg også prøvet meget dokumentations-tunge og omstændige MUS processer og det modsatte.
De erfaringer jeg har på området, har lært mig, at enkle afgrænsede budskaber og en klar placering af ansvar hos medarbejder og leder giver den stærkeste og mest fremadskridende udvikling for dig og organisationen.
Tag afsæt i dine resultater
Uanset hvad du ønsker at opnå i dette års MUS-samtale, så vil det være et godt afsæt, at din nærmeste leder og evt. Next Level op og HR, har et positivt billede af de resultater du har bidraget til og den udvikling du er inde i.
Ligesom det vil være et godt afsæt for forandringer i opgave mix, nye udfordringer, afgivelse af opgaver, deltagelse i kommende projekter, udvikling fagligt og personligt, uddannelse, øget ansvar, ny titel og løn reguleringer ud over normal lønregulering.
10 minutter og 10 overvejelser, som gør dig klar til MUS
Her er mit forslag til disponering af din tid, der får dig igennem 10 relevante overvejelser, som holder dig inden for 10 minutter.
- 2 minutter: Hvad er vigtigt for dig? Hvad er dine ambitioner og dine udfordringer? Hvad er virksomhedens? Hvornår trives du bedst?
- ½ minut: Situationen ved sidste MUS – beskriv kort din daværende situation i jobbet. Har I fulgt op på aftalerne fra dengang?
- 1½ minut: Hvilke resultater har du været med til at skabe? – Tænk effekt og afledt effekt, sæt gerne tal på dine resultater.
- 1 minut: Evaluering af samarbejde – løb dine primære relationer og interessenter igennem, og noter status og fremskridt.
- 1 minut: Hvilke udfordringer eller barrierer er der, som begrænser dit eller afdelingens output?
- 1 minut: Forslag til forenklinger og forbedringer med argument i øget kundeværdi.
- 1 minut: Forslag til nye opgaver for dig eller afdelingen, som kan øge din udvikling.
- ½ minut: Hvilke opgaver ønsker du at afgive? Med afsæt i at det skal give plads til de opgaver I lige har aftalt du skal have i fremtiden.
- 1 minut: Nye mål og aktiviteter i den kommende periode som kan understøtte den udvikling, du og din leder ønsker. Hvad skal der fx til af uddannelse?
- ½ minut: Tænk over, hvilke mulige ydre påvirkninger, der kan være til de mål og aktiviteter, du har tænkt at sætte i spil.
Nu vil du være godt klædt på til indgå i en konstruktiv og konkret samtale, hvor du kan være meget præcis om den effekt og de resultater du har været med til at skabe og den udvikling du er i gang med, så du kan skabe de forandringer i og omkring dit job, som du ønsker.
Og husk lige, at det er helt okay, at bruge mere end 10 minutter på de 10 overvejelser.
Jeg vil ønske dig en god MUS, husk at følge op og have fokus på dine strategiske ønsker og virksomhedens og din leders behov.
Tip: Læs også artiklen Udvikling i jobbet
E-bog
MUS - Få mere udvikling i jobbet
Denne bog handler om, hvordan du målrettet bruger udviklingssamtaler til at få mere udvikling i dit job. Hvis du ikke pt har Medarbejderudviklingssamtale/MUS, kan den også hjælpe dig med at få det.