swipegesture

Klar til dit første lederjob eller godt på vej?

Ledelsesopgaven skal erfares med alle dens glæder og frustrationer. Hvis det skal være godt, skal du virkelig ville det.

Artikel 5 Min.
af Lars Ulrik Jeppesen

Hvor svært kan det være? Hvad skal du rumme?

DU har læst i flere år, DU er klar til arbejdsmarkedet, DU synes det med ledelse er spændende, og det er noget, du rigtigt gerne vil. Men er ledelse egentlig noget for dig? Er det let/svært? Hvad skal du rumme - rent kompetencemæssigt?

Der er ikke mange emner, der er behandlet mere indgående på handelshøjskoler, universiteter og i både den offentlige og private sektor - end netop ledelse. Det er ofte sagt, at personer der læser på handelshøjskolerne trænes (uddannes) til at blive fremtidens ledere. Spørgsmålet er, om dette virkeligt er tilfældet?

Personligt mener jeg ikke, at ledelse er noget, man kan læse sig til. Ledelsesopgaven skal erfares med alle dens glæder og frustrationer. Det blev en gang sagt i en amerikansk B-film, at vil man lede et land som USA, så skal man virkeligt 'ville det'. Sådan har jeg altid haft det med ledelse af medarbejdere. Hvis det skal være godt, skal du virkeligt være drevet af ledelsesopgaven! Det er andres arbejdsliv 'du har i hænderne', og det skal tages alvorligt.

Lederskab - Personaleledelse, delegering og motivation af medarbejdere

Mine holdninger til ledelse er nok farvet af den 'HRM-Nørd, som' jeg nu en gang er. Derfor handler ledelse for mig om 'den menneskelige ressource', og det er i den retning, at man som leder skal rette sit fokus og sin energi.

Når lederjobbet handler om at være leder for andre

Dette er for mig essensen af det at være leder - netop det at kunne præge mine medarbejdere på den rigtige måde. Målet er, at virksomheden får det bedste ud af hver især, men også at få udviklet hver eneste på hver sin måde. Jeg læste en gang om en undersøgelse gennemført af KL, hvor man mente, at ledelsesopgaven skulle ses i spændingsfeltet mellem den faglige ledelse, den visionære ledelse og personaleledelsen, og at det ofte var ifm. personaleledelsen, at morgendagens ledere ikke slår til. Dette er også noget af det sværeste i lederrollen, men samtidig noget af det mest givende. Det gælder både, når det fungerer, men også læringen i processen frem til målet

Kunsten er at 'læse' hver medarbejder individuelt og derved blive bedre til at lede ham/hende individuelt og få det bedste frem.

Faglig stolthed vs. delegering

Mange der har stået i ledersituationen og mange andre situationer, hvor presset er blevet stort, har gjort sig disse tanker. 'Jeg gør det selv, så ved jeg det bliver gjort rigtigt - første gang'. Det er muligvis sandt, men det gør ledelsesopgaven sværere. En del af det at vokse som leder handler om at have viljen og evnen til at delegere opgaver til sine medarbejdere, således at man som leder kan hellige sig mere strategiske og visionære opgaver.

Men delegering kræver mod, tålmodighed, tillid og troen på, at andre kan løse opgaven lige så godt som 'en selv'. Desværre er dette ikke en kvalitet, man ofte oplever hos ledere. Udfordringen for lederen er her ligeledes at kunne læse den enkelte medarbejder og derigennem vurdere i hvilken grad, medarbejderen har forudsætningerne for at kunne blive delegeret til. Det kræver, at lederen skal forholde sig til målsætning med processen, beskrive forventninger og afklare omkring opfølgning.
Kommunikation med og motivation af medarbejdere

Kommunikation og motivation er et af de områder omkring ledelse, hvor mange ledere ofte bliver kritiseret. Det er ikke ualmindeligt at høre udtalelser fra medarbejdere: 'Min leder og jeg taler forbi hinanden', 'min leder forstår mig ikke' samt 'min leder formår ikke at få skabt motivation og engagement hos mig'. Efter min mening så nytter ingen lederuddannelse eller MBA-programmer, hvis du ikke som leder formår at kunne kommunikere ordentligt med dine medarbejdere og samtidig 'få trykket på de rigtige knapper'. Her vil kendskab til personlighedstest og specielt de modeller, der ligger til grund for testene være en stor hjælp for den enkelte leder. Viden om og kendskab til forskellige personlighedstyper, og de tilknyttede præferencer og motivationsfaktorer, kan hjælpe lederen et godt stykke hen ad vejen.

Forøg dit kompetenceniveau– stå stærkere i konkurrencen om lederjobbet

Ledelse handler om kompetencer, viden og indsigt. Her kan du gøre en del. Brug værktøjerne i andre sammenhænge. Når du er i arbejdsgrupper eller i sportsklubben. Der er masser af måder at arbejde med:

  1. At læse andre på
  2. At planlægge den måde du giver opgaver videre på
  3. Den måde du kommunikerer på og skaber motivation hos andre til samarbejde, løsning af konflikter og at nå fælles mål.

God ledelyst!