De ulovlige og uhyggelige spørgsmål til jobsamtalen
Du er kommet til samtale og sidder spændt og er klar til at svare. Hvilke spørgsmål vil det være en fordel at være beredt på?
De ulovlige spørgsmål?
Findes der overhovedet spørgsmål, der er ulovlige at stille til jobansøgere?
Egentlig er det lovligt at spørge meget bredt og intimt ved ansættelsessamtaler, dog er det ulovligt at lægge vægt på besvarelsen i den efterfølgende vurdering af, om du er den rette til jobbet, ofte fordi man vurderer, at det er ulovlig diskrimination.
Som du kan se, er det et kildent spørgsmål, og derfor skal du blot vide, at du ikke er forpligtet til at svare inden for følgende emner:
- Helbredsoplysninger, arvelige sygdomme i familien (dog undtagelse hvis det er en aktuel sygdom)
- Tidligere sygefravær (hvor mange sygedage har du haft sidste år?)
- Graviditet og adoption
- Spørgsmål om race (må ikke forskelsbehandle)
- Religion
- Politisk standpunkt
- Seksuel orientering
Hvad kan du gøre?
Forbered dig på ovenstående ”ulovlige” spørgsmål. Hvordan vil du svare, hvis du bliver spurgt?
Hvis du føler spørgsmålene er intimiderende eller krænkende, kan du i første omgang svare med modspørgsmål.
- ”Hvordan kan det være, I er interesseret i at vide det?”
- ”Hvad tænker I på, kan I uddybe yderligere?”
- ”Hvilken betydning har det?” eller slet og ret
- ”Jeg finder spørgsmålet lidt ubehageligt, kan I forklare nærmere?”
Du vinder lidt tid og gør interviewerne stille opmærksomt på, at spørgsmålet måske kan opfattes som grænseoverskridende.
Det er bedst at kunne bevare roen og svare så tæt på sandheden som muligt, men i sidste ende er det dig selv, der beslutter og føler, hvordan du vil svare. Undgå at blive aggressiv og gå i ”kamp”, kom evt. med vage svar som ”på et tidspunkt ude i fremtiden vil jeg gerne have børn”.
De uhyggelige spørgsmål
Udover de ”ulovlige” spørgsmål, kan du få de uhyggelige spørgsmål. Altså dem du ikke lige havde forestillet dig at få, og som du derfor ikke har forberedt dig på.
Så her kommer et par fra ”den uhyggelige interviewskuffe”. Læs dem igennem, og træn inden samtalen. Få evt. en ven/veninde til at udspørge dig.
Personlighed og udfordringer
- Kort opsummering af ansøgning og CV.
- Kan du beskrive din personlighed med styrker og svagheder?
- Hvordan er du at samarbejde med i det daglige?
- Hvad skal vi være opmærksomme på omkring din personlighed i arbejdssammenhæng?
- Hvad tror du, dine referencer vil sige, vi skal være opmærksomme på?
- Har du nogen udviklingsområder, vi ville kunne hjælpe dig med?
- Noget vi skal være opmærksomme på? (svagheder)
- Hvordan er dine familieforhold (hente/bringe børn etc.)?
Begrundelser for at du vælger os
- Hvorfor ønsker du at arbejde hos os?
- Hvad mener du at kunne tilføre vores virksomhed?
- Hvad synes du, er det mest attraktive ved jobbet?
- Hvad synes du, er det mindst attraktive ved jobbet?
- Hvad lægger du jobmæssigt vægt på?
- Hvad er din opfattelse af dette job?
Tidligere job
- Hvad er din største succes i dit nuværende/tidligere job?
- Hvad er den største fejl, du tidligere har begået i dine job?
- Hvad er det vigtigste, du har lært i dine foregående job?
- Hvilke værdier sætter du mindst pris på i dit nuværende/sidste job?
- Hvordan vil du beskrive dit hidtidige karriereforløb?
Fremtid
- Hvad skal dit næste job være?
- Hvad kan du tilføre vores virksomhed/gøre for os, som andre ikke kan?
I dette job
- Hvor tror du, din største udfordring er i dette job?
- Har du nogen betænkeligheder?
- Hvis nu du skulle nævne en? Hvad ville det så være?
- Hvad er de værste opgaver, du kan få?
- Hvorfor skulle vi ansætte dig?
Spørgsmål til os?
- Har du spørgsmål til os? Er der noget du gerne vil vide?
Eksempler fra vores medlemmer
I CA a-kasse har vi samlet et par usædvanlige spørgsmål, som vores medlemmer er blevet stillet ved jobsamtaler i den virkelige verden. Du får her et par eksempler, så du kan danne dig et indtryk af, hvad du ”KUNNE” komme ud for og dermed være forberedt på.
Interview spørgsmål fra den virkelige verden
- Er du så færdig med at få flere børn?
- Hvordan vil du gribe arbejdsdagen an her hos os, hvis du bliver ansat?
- Hvordan tror du, dine nye kollegaer vil opfatte dig?
- Er det korrekt, at du stresser andre?
- Er du ikke for farverig til denne organisation?
- Jeg vurderer, du er overkvalificeret til denne stilling, hvad mener du?
- Hvordan ville du sælge dette askebæger?
- Helt konkret, hvilke events ville du lave for firmaet? Og hvorfor?
Flere tips til din jobsøgning