swipegesture

Afklar dine kompetencer - på arbejdsmarkedet er du en vare

Hvad kan du? Hvilke kompetencer har du? Hvad har du at tilbyde arbejdsmarkedet? Hvordan kan du bedst udnytte dine kompetencer? Du er NØDT til at kunne sætte ord på det, du kan, har lært eller har erfaring med, fordi på arbejdsmarkedet er du en vare!

Artikel 5 Min.
af Sanne Juel

De faglige kompetencer – det du KAN

Disse kompetencer er tillært gennem din erhvervsmæssige erfaring, din uddannelse og din teoretiske viden.

De personlige kompetencer – det du ER

Disse kompetencer har du udviklet, dels via dine erfaringer og dels gennem din personlighed og dine menneskelige egenskaber.

Sagt på en anden måde, så forvalter du dine faglige kompetencer med dine personlige kompetencer. De hænger sammen.

Eksempler på faglige kompetencer

Projektstyring, facilitering, sprog, IT, færdigheder inden for analyse og metode, bred økonomisk viden m.m.

Eksempler på personlige kompetencer

Målrettet, ambitiøs, empatisk, positiv, loyal, troværdig, fleksibel, udadvendt, ansvarsbevidst, serviceminded, analytisk, pålidelig, effektiv, iderig m.m.

Du kan blive afklaret, hvis du bliver bevidst om, både det du kan, og det du er. Det kan du gøre ved at skrive det ned eller ved at fortælle om det. Det handler om at huske dine succeser og dine erfaringer.

Hvad kendetegner din måde at arbejde på?

Hvis du har taget en personprofiltest og fået professionel feedback – hvilket du fx kan få gjort gratis hos CA, er du sikkert mere bevidst om, hvordan du interagerer med andre, og hvordan du organiserer dig i dit arbejde. Ellers kan du også selv finde eksempler på situationer, opgaver eller projekter, hvor du har bragt dine kompetencer i spil.

Sådan gør du

Lav en brainstorm med dig selv. Skriv alt ned både de faglige og de personlige kompetencer, som du kan komme i tanke om. Det kan du godt bruge en del tid på, så skriv ned hver gang, du kommer i tanke om noget nyt.

  • Hvad lavede du på en typisk studiedag/arbejdsdag?
  • Hvad var jobindholdet?
  • Hvilken viden besidder du? Er du specialist? 
  • Er du generalist?
  • Hvad har du lært af dine forskellige job?

Udbytte for virksomheden

Når du har dine faglige og personlige kompetencer på plads, er du bevidst om, hvad du kan tilbyde virksomhederne. Du bliver rigtig skarp, når du med eksempler kan tydeliggøre, hvor du har kompetencerne fra, og hvordan du har brugt dem. Det er vigtigt, når du skal ’sælge dig selv’ i en ansøgning eller ved jobsamtalen.

”Jeg synes altså ikke rigtig, jeg har nogle kompetencer...”

Er du nyuddannet, kan det være svært at definere dine kompetencer. Det er derfor godt at tænke hele din uddannelse og dine generelle erfaringer igennem.

  • Hvilke kurser tog du?
  • Hvilke faglige metoder har du lært?
  • Hvilke studiemetoder har du brugt – gruppearbejde, særlige eksamensformer, feltarbejde eller lignende?
  • Hvilke resultater har du været med til at nå?
  • Hvilke faglige områder har du fået kendskab til?
  • Hvilke arbejdsopgaver har du løst i den enkelte ansættelse?
  • Hvilke arbejdsformer, metoder og teknikker har du anvendt?
  • Hvilke erfaringer har du indtil videre ’høstet’ via studiet og via erhvervsarbejde? Hvad har du fået ud af de erfaringer? Hvad har det givet dig?
  • På hvilken måde skaber erfaringerne en fordel, når du bringer dem ind i det næste job?

Hvad er du bedre til end de fleste?

Spørg dig selv; hvor er jeg specielt unik? Når du kombinerer din faglighed med din personlighed og kigger på dine kompetencer - hvad er det så, der gør dig unik? Hvad er det, du kan bidrage med? Disse refleksioner hjælper dig med at afklare dine kompetencer, så du er mere opmærksom på dem. Derfor kan du også bedre kommunikere dem.