swipegesture

14 gode råd til et bedre speciale

Skriv et bedre speciale med gode råd fra Rikke Østergaard Christensen, tidligere karriererådgiver i CA, rekrutteringskonsulent og forfatter til flere bøger om mentaltræning.

Artikel 8 Min.
af Rikke Østergaard, erhvervssociolog og mentaltræner

Skriv et bedre speciale med gode råd fra Rikke Østergaard Christensen, tidligere karriererådgiver i CA, rekrutteringskonsulent og forfatter til flere bøger om mentaltræning. 

Tænk specialet tidligt ind i studiet

Begynd at rette dig ind mod specialefasen allerede tidligt på overbygningen. Læg dig fast på emnet tidligt. Tag kurser, der er relevante for det, du vil skrive om, og hvor opgaver/rapporter kan indgå eller danne grundlag for det senere speciale.

Find et emne, der fænger

Skriv om det, som du synes er interessant, eller som du brænder for. Det er alt for meget op ad bakke, hvis du har svært ved at bevare interessen. Hvordan skal censor og vejleder så holde interessen oppe?

Skriv om noget, der også er interessant for andre

Lad være med at skrive om obskure specialiteter. Find et emne, gerne med en aktuel problemstilling, som også er interessant for andre. Så er det nemmere at finde materiale om emnet. Det er nemmere at finde kontaktpersoner eller virksomheder, der ved noget om emnet, som kan hjælpe dig med sparring og gode råd. Og chancen for, at der er nogen, der bagefter rent faktisk læser dit speciale med interesse, er meget større.

Afgræns emnet til en konkret problemstilling

Pas på, at dit emne ikke bliver for bredt. Du kan ikke skrive om alt og vende hver en sten. Så tager det ti år, før du er færdig. Gør din problemstilling konkret og zoom ind på lige netop det, som du vil skrive om.

Tag kontakt til dine kilder i god tid

Kontakt dine kilder tidligt i forløbet, så du undgår for mange løse ender i slutningen af processen. Det er nemlig ofte en langvarig proces at få tilbagemelding på spørgsmål, hvad enten det er via mail eller interviews.

Samarbejd med en virksomhed eller en mentor

Der er mange fordele, hvis du kan samarbejde med en virksomhed om at lave dit speciale som et projekt for virksomheden.

Når du samarbejder med en virksomhed, får dit speciale en meget mere konkret problemstilling som forholder sig til virksomhedens virkelighed, end hvis du selv sidder og nørkler med teoretiske problemstillinger. Et speciale, som virksomheden kan bruge, vejer også tungt på dit CV, og du får prøvet dine kompetencer af ude i virkeligheden. Desuden vil virksomheden ofte også tilbyde en eksamensskriveplads, sparring og evaluering af dit speciale undervejs. De fleste universiteter og handelshøjskoler har sat projektsamarbejdet med virksomhederne i system. Hvis du ikke kan finde en virksomhed, kan du måske finde en mentor i stedet. Kortlæg dit netværk, og find ud af, om du kender nogen i dit netværk som er specialist på området, eller som kan hjælpe dig videre til nogen, som er specialist.

Vælg din vejleder med omhu

Mange går efter de eftertragtede dygtige professorer, men de kan også være de travleste og have dårligst tid. Tag en du kender, og har det godt med, og hvor du kan regne med, at han/hun har tid til støtte og vejledning.

Aftal med vejlederen, hvornår I skal mødes, og hvad du skal præstere til hver gang. Det er en god ide at bruge en del vejleder-tid i starten, så du kan nå at finde ud af, om du nu også er på rette spor. Men brug vejlederen løbende i processen. Der er faste regler for, hvad du kan forvente af vejlederen, for eksempel, hvor mange timers vejledning du har krav på. Tjek med dit uddannelsessted, hvilke regler der gælder dér.

Lav en arbejdsplan og en tidshorisont

Læg en tidsplan for, hvad du gerne vil nå inden for et bestemt tidsrum. Betragt specialet som et arbejde. Sæt tid af i kalenderen til, hvornår du skal arbejde med det. Alle regner med, at specialet tager kort tid - før de starter. Pas på, at du ikke sætter for kort tid af, men heller ikke for lang tid. Lav en realistisk tidsplan på for eksempel et halvt år, men vær forberedt på, at det kan tage længere tid.

Kom til tasterne i en fart

Lav en disposition med overskrifter og ½ side til hvert kapitel om, hvad det skal handle om, så du har et overblik over det. Lav din forventede konklusion allerførst, som den kunne se ud, så du ved hvor du vil hen. Også selvom du kommer til at revidere tekster og konklusion mange gange undervejs, efterhånden som du skriver dig igennem stoffet. Vær ikke bange for at skrive, før du ved noget. Mange udskyder skrivefasen og skriver for sent, og det skal alligevel skrives om flere gange.

Læs kun det vigtige i bøgerne

Læs indledning og konklusion og udvælg de kapitler, der er relevante for dig. I indledningen kan du se, hvor forfatteren vil hen, og i konklusionen, kan du se, hvad der er pointen med bogen. Og det hjælper på, hvor du skal finde guldet i bøger og kapitler.

Overhold din arbejdstid

Arbejd med specialet på et specialeskrivningskontor på dit uddannelsessted, eller på en virksomhed, hvor du kan koncentrere dig. Hvis du arbejder hjemme, så sørg for et sceneskift derhjemme, så du adskiller specialeskrivningen og de huslige gøremål. I din arbejdstid skal du ikke vaske tøj, gøre rent, købe ind eller lave andre overspringshandlinger.

Overhold din arbejdstid. Stop for eksempel efter de planlagte 8 timer, og kør ikke løs i 12 timer, når du nu er i gang. For produktiviteten falder alligevel. Husk at planlægge fridage og hold dem. Ellers løber du sur i specialet.

Undgå afbrydelser

Vær offline, mens du arbejder. Chat, e-mails, sms, og dating.dk afbryder og forstyrrer din koncentration. Saml det i stedet og tjek dem for eksempel to gange om dagen.

Hold de sunde vaner - og undgå nedtur og bred røv

Du behøver ikke få en røv som en ladeport ud af specialeskrivningen. Spis ordentligt og få frisk luft og motion. Lev ikke af kaffe og slik. Det sætter stofskiftet ud af drift. Du skal kunne klare at arbejde intensivt over en lang periode.

Forhast dig ikke

Bevar det store overblik. Hvis du vil aflevere i december, skal du have det første færdige udkast færdig i oktober. Hænger konklusion sammen med indledning, og hænger kapitlerne sammen med indledning og konklusion. Og kan du se meningen med hvert kapitel?

Lad specialet ligge i et par uger, så du får det på afstand. Så kan du bedre læse det objektivt og rette op på fejl og mangler.