swipegesture

Sådan får du ret til dagpenge

For at kunne få ret til dagpenge skal du - udover at have været medlem i mindst 1 år - også opfylde et indkomstkrav.  

Hvis du er nyuddannet gælder der andre regler for at opnå ret til dagpenge.

Din indkomst de seneste 3 år danner grundlaget for din ret til dagpenge, hvis du ikke tidligere har fået dagpenge. Alt hvad du måtte have haft af arbejdsmarkedspligtig indkomst 3 år bagud kan indgå i opgørelsen, herunder både A- og B-indkomst og overskud fra en selvstændig virksomhed.

Det er kun perioder hvor du har været medlem af en a-kasse, der kan bruges til opgørelsen.

Du skal have haft en samlet indkomst på mindst 246.924,- kr. inden for 3-årsperioden. Indkomsten opgøres månedsvis, og du kan maksimalt medregne indkomst på 20.577,- kr. om måneden. Beløbene reguleres hvert år. Du kan følge med i de aktuelle beløb her.

Den 3-årige periode kan forlænges med op til 2 år, hvis du fx har haft perioder med sygedagpenge og/eller barselsdagpenge. Igen, er det stadig kun perioder med medlemskab af en a-kasse, der regnes med.

Typer af indkomst der kan medtages i opgørelsen:

  • A-indkomst fra lønarbejde, indberettet til indkomstregisteret under SKAT. Arbejdet skal være udført på almindelige løn- og ansættelsesvilkår
  • B-indkomst, hvor der er betalt arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er selvstændig virksomhed. Typisk honorarløn for enkeltstående opgaver

Indkomst fra selvstændig virksomhed:

  • Fra en personligt ejet virksomhed, det skattepligtige overskud før renter og andre finansielle poster. Det fremgår af rubrik 111 på SKAT's årsopgørelse 
  • Fra en virksomhed drevet i selskabsform, hvor du har afgørende indflydelse. Du kan medtage din ejerandels overskud af selskabets skattepligtige resultat tillagt A-indkomst udbetalt fra selskabet.

Har du tidligere modtaget dagpenge, men indenfor de seneste 3 år haft mindst 1924 arbejdstimer som lønmodtager, freelancer eller selvstændig kan du få en ny 2-årig dagpengeret. Hvis du er deltidsforsikret er timetallet 1258 timer.

1924 timer svarer til et helt års arbejde på 37 timer ugentligt. Hvis timerne kommer fra arbejde som freelancer eller selvstændig tages der udgangspunkt i din indtægt som omregnes til timer, læs mere om det her.