Sådan får du dagpengeret som nyuddannet
Som nyuddannet har du mulighed for at få ret til dagpenge alene på baggrund af din afsluttede uddannelse. Det giver dig økonomisk tryghed med dagpenge i op til 2 år, hvis du er ledig lige efter uddannelsen eller senere mister jobbet.
Opdatér din information hos CA senest 14 dage efter du har fået din sidste karakter
Hvis du allerede er studiemedlem i CA's a-kasse, skal du - senest 14 dage efter du er færdig med din uddannelse og fået din sidste karakter - skifte din medlemsstatus hos CA, uanset om du er ledig eller allerede har job.
Hvis du ikke er studiemedlem i CA, skal du indenfor samme 14 dages frist søge om optagelse som nyuddannet.
Så er du sikker på at have ret til dagpenge, hvis du skulle få brug for det.
Hvis du ikke overholder 14 dages fristen, kan du først få dagpenge, når du har været medlem i mindst 1 år og i den periode haft en indkomst på mindst 246.924 kroner.